Office by Alex Penny
Med klatmalerier og farvefølelser, skrubtudsetanker og nølende, nostalgiske laks. Skabsskøjter, mælkemåner, idealistiske kliksko og afblegede bølger. Jeg elsker ord.
Og det er på dage som disse, når jeg passerer en familievenlig, beige citroën, som ruller vinduet ned og råber ‘HIPPIESVIN’, at det er tydeligere end ellers, hvordan vi som mennesker hele tiden løber rundt fra alle sider og påvirker hinanden. Eller også er det bare sommeren, der gør os lidt kulrede oppe i hovedet.
Der hænger spindelvæv over det hele.
(og hvordan skal det nogensinde hjælpe os med at lære andre mennesker rigtigt at kende?)
Jeg vil gerne skrive, men ikke på kommando, jeg vil gerne vide, men ikke under tvang. Er jeg påvirket af min omverden til at have det sådan?
Og jeg føler mig så fri at jeg kaster op i luften og elsker livet mere end nogensinde (når det blinker til mig med de her lysstråler af solnedgang og toner af at hoppe ud af alle vinduer der findes).
Og I har ingen anelse om, hvor meget Casiokids jeg hører, til jeg tipper ned i min seng med forhæng. Livet, og dig, og livet, og dig, og livet og dig, og jeg er jo ikke sådan nej, men bare fortryllet især nu hvor solen også er på vej tilbage og alt sådan noget, ikke?
Money is not real. You and I are.
